Underforstået budskab til Barzani under flagkrisen i Kirkuk: Saml nationalkongressen!

Flagsymbolik rækker længere end nationale følelser i Mellemøsten. Der er tale om strenge tilhørsforhold og politiske observanser. Således illustrerer holdningen til KRG’s flag i Nordirak indenfor nationalstatens grænser, være sig den tyrkiske, kurdiske eller irakiske, en holdning om dominans og magtfuldkommenhed. En kronik af debattør Veysi Sarisözen kaster lys over dette forhold og illustrerer behovet for en pluralistisk og egalitær ledelse a la Rojava.

Veysi Sarisözen

Hvem er den næste? I har gættet med det samme ikke? Det er Barzani-Styret

Efter at byrådet i Kirkuk besluttede, at det kurdiske flag for fremtiden skal hejses ved siden af det irakiske flag i alle offentlige bygninger i Kirkuk, reagerede den tyrkiske præsident Erdogan prompte: ”Ned med de flag”, beordrede han.

Ligesom man forventer af ham, tilføjede han en trussel om, at slemme ting vil ske, hvis man ikke tog flagene ned.

Hvad kunne der være tale om ved ”slemme ting”?

Kan det være at den alt for pludselige afsluttede tyrkiske militæroperation i Syrien ”Eufrat Skjolden” får et nyt navn og fortsætter i Irak med den her gang indtagelsen af Kerkuk som formål?

Hvad mener den tyrkiske præsident med disse ord? Hvorfor blander han sig i at det kurdiske selvstyre i Nordirak beslutter at hejse kurdiske flag ved siden af det irakiske i Kirkuk?

Fordi han påstår at Kirkuk tilhører det turkmenske mindretal der lever i Irak. Den er turkmenernes by, siger han.

Hvad siger Barzani? ‘Byen er kurdernes’.

Hvad skal der sker så?

Hvad siger den irakiske styre i Baghdad til det? Byens demografi blev ændret og stærkt arabiseret under Saddam-styrets og den centrale regering påstår nu, at byen er arabernes og burde være under Baghdad-regimet.

Erdogan udtaler sig på vegne af den nationale tyrkiske stat.

Barzani udtaler sig på vegne af den kommende kurdiske national stat, når han siger at byen tilhører kurderne.

Baghdad-styret repræsenterer den arabiske nationalstat, når de siger ”Kerkuk er vores”.

Sagen er den, at der ifølge folkeoptællingen i 1957 var, trods at arabiseringen af byen var startet, 187.593 kurdiske indbyggere i Kirkuk. Det svarede til 48,2 % af befolkningstallet. Der var 109.620 arabere i byen hvilken udgjorde 21,8 %, turkmener var der 83.371 af og det svarede til 21,4 %. Resten af befolkningen var assyrere, jøder og ”det øvrige”. Tallene er ifølge Wikipedia.

De nationale stats tankegang er det samme og alle parter gøre krav og vil have byen tilhører deres nationale stat.

Ja, men hvordan skal man løse problematikken så?

En by hvor befolkningen består af kurdere, arabere, turkmenere, assyrere, jøder og de andre samt som har Mellemøstens bedste oliereserver, og at indlemme den til Kurdistan midt i den krig, hvor parterne prøver at få fat i de energikilder i området, sådan en handling kan forårsage en krig mellem det Sydkurdiske selvstyre, Tyrkiet, Irak og Iran, hvor man ikke kan forudse konsekvenserne og regne med manøvrerne.

Hvis man prøver at dele Kirkuk mellem parterne vil de ovennævnte magter udgyde hinandens blod.

Hvis man ikke prøver at dele Kirkuk mellem nogen, det vil sige hvis Kirkuk fortsæt at høre til de mennesker, der lever i den.

Hvad med hvis vi ikke diskriminerer Kirkukboerne efter deres nationaliteter, men prøver at beskytte deres nationale og mest basale frihed og rettigheder og kalde dem alle sammen som en ”demokratisk nation”?

Og give den demokratiske nation mulighed for at styre sig selv efter principperne i styreformen ”Den Demokratiske Nation”

Og hvis de nu accepterer Irak som et land.

Hvad sker der så?

Nemlig, fred.

Alle de ovenståendee idéer og tankegangen tilhører folkelederen Abdullah Öcalan

Indtil nu er der ikke nogen land, parti eller leder i verden end ham, som er kommet med en løsningsforslag til problemerne i Mellemøsten, som alle folkeslag, alle mennesker i området kan få nytte af.

Lige så snart Barzani prøver at løse problemet med den traditionelle nationale statens fremgangsmåde finder han præsident Erdogan over for sig. Erdogans allierede, lederen af den tyrkiske nationalist parti, Bahceli får lov til at sige ”Kurdere kan ikke være vores venner og allierede, men nogen vi træder på”.

Skal Barzani lære noget af lektien? Kan han stille de nedennævnte spørgsmål til sin bedste ven og allierede Erdogan?

”Erdogan hvad er din mening med Kirkuk? Vil du forære Kirkuk til et Irak hvor arabiske flertal sidder i magten? Eller har du i sinde at indlemme Kirkuk til Tyrkiet? Hvordan skal vi reagere, når du okkuperer en kurdisk by og har planer om okkupere hele Kurdistan?

Skal Barzani stille disse spørgsmål over for sin ven Erdogan?

Så længe Barzani prøver at erklære Kirkuk som en del af sin Nationale Kurdiske Stat, kan han ikke regne Tyrkiet som en allieret og en ven. Der er to grunde til det:

For det første har Tyrkiet ikke opgivet sin krav på byerne Mosul og Kirkuk siden Lozan traktaten blev underskrevet efter 1. verdenskrig. ”Misak-i Milli” politiken som Tyrkiet fører lige siden har faktisk kun et formål, det er at indlemme Mosul og Kirkuk til Tyrkiet.

Det andet erm at Barzani kan ikke blive ved med at bruge sin alliance med Nato-landet Tyrkiet for at holde Iran og Baghdad regimet, som stiller krav om Kirkuk, på afstand. Tyrkiet har allerede tabt de taktiske krige i Syrien og Irak. Dets hær er maltrakteret. Hverken Rusland eller USA tager landet alvorligt mere. Drømmen om at blive en del af den Europæiske Union er for længst gået i vasken.

Det vil sige, Kære Barzani, du har ikke nytte af din alliance med det tyrkiske stat. Din redning er i at samle den nationale kurdiske kongres og følge de samme principper som Rojava Revolutionen.

 

Kilde: Yeni Özgür Politika