Rusland og Irans voksende samarbejde peger på et nyt Mellemøsten

 

Af Clément Therme, École des Hautes Études en sciences sociales (EHESS)

Ruslands præsident Vladirmir Putin og hans iranske modstykke, Hassan Rouhani, mødtes mellem den 27. til 29. Marts. Det er ottende gang de mødtes på fire år. Ifølge Tehran Times forbereder begge parter ”mere end ti dokumenter til underskrift” vedrørende forskellige økonomiske og politiske problemer.

Mødet, som afholdtes i Moskva, fremhæver debatten omkring forholdet mellem Moskva og Tehran i tiden efter Den Kolde Krig.

Ifølge vestlige – særligt neokonservative – strateger er der en måde at sætte en stopper for det russisk-iranske militære samarbejde i Syrien. Sammen med den israelske højrefløj mener de, at Iran og Rusland danner en fælles front for at forhindre faldet af Bashar al-Assad, men de er dog ikke enige om en diplomatisk løsning for at ende borgerkrigen i Syrien.

Iran favoriserer i og for sig en alliance med det libanesiske Hizbollah og Shia-militser, som i høj grad består af pakistanske, afghanske og irakiske krigere. Disse ikke-statslige militære grupper kæmpede på jorden for at generobre Aleppo, en by som er symbolet på oprøret mod den syriske regering.

Ifølge daværende franske militære embedsmænd, som jeg interviewede personligt, led militære grupper allieret med Iran og den syriske regering mellem ti og 15 dødsofre hver dag i november 2016.

Rusland på den anden side er opsat på at bevare syriske statsinstitutioner og støtter ikke grupper som Hizbollah og Shia-militsers shiitisk-religiøse gruppers proselytisme.

Rusland ønsker at forblive en vigtig aktør i Syrien

Men betyder det enden på Rusland og Irans fælles forståelse af eftertiden af Den Kolde Krig? Flere faktorer peger i andre retninger.

Ifølge mellemøsteksperter jeg mødte i Moskva sidste februar, har Rusland ingen interesse i at være ”lillebror” til USA i krigen mod IS. Det er opsat på at opretholde et samarbejde med Tehran, hvor det ser ud som den dominerende magt.

Siden den afghansk-sovjetiske krig i 1980’erne deler Tehran og Moskva en fælles mistillid til vestlige magter og deres eventuelle forbindelser til rebelske sunni-islamistiske grupper.

Rusland er skeptisk over Trump-administrationen, som allerede har vist sig uforudsigelig. Konsekvensen vil sandsynligvis være en fortsættelse af den russiske diplomatiske strategi med alle lande i regionen – Iran, Israel og Golfens olierige kongedømmer.

Rusland vil uden tvivl fortsætte med udnytte sine forbindelser til Iran i sine relationer til Washington for at opnå indrømmelser som lempelse af økonomiske sanktioner rettet mod Moskva siden annekteringen af Krim.

For at blive i stand til at gøre det må det styrke og udvikle sit samarbejde med Iran både i regionen (i kampen mod ”terrorisme”) og på afgørende strategiske områder som civile nuklear aktiviteter. I øjeblikket hjælper Rusland Iran med at bygge to nye reaktorer til Bushehr-atomkraftværket på den iranske golfkyst. Og det har stillet sit S-300 antifly-system til rådighed.

 

Over for Trump-administrationen som synes ivrig efter at skabe splid mellem dets iranske og russiske rivaler, er Rusland mere tilbøjelig til at genoptage sin mæglerposition, det havde under spændingerne mellem Iran og Vesten under Georg W. Bush’ præsidentskab (2000-2008).

Rusland havde da modsat sig både amerikanske trusler om at bruge magt mod Tehran for at løse det nukleare spørgsmål og Washingtons politik med ensidige sanktioner mod Iran. Det, som fik Rusland til militær intervention af Syrien i 2015, er en tosidig indsats mellem Rusland og Iran for at bekæmpe ”terrorisme” – sunni jihadistgrupper, især de som Tehran stempler som takfiri (de, som bandlyser andre muslimer).

Et nyt Mellemøsten styret af Rusland?

Ud over det omstændelige i at styrke båndene i forbindelse med fremkomsten af et nyt Mellemøsten har den russisk tilstedeværelse i Syrien ført disse to lande til en ny militær alliance mod sunni-jihadister. Men den russiske militære intervention i Syrien repræsenterer også en udfordring for den iranske militære doktrin om regional sikkerhed.

Siden Irans islamiske revolution 1979, som skabte en regering centreret omkring en religiøs magt, har Tehran insisteret på nødvendigheden af at ‘Vestlig-asiatiske Lande’ (Irans navn for Mellemøsten) afviser al militær indblanding fra magter uden for regionen.

Iranske diplomater skelner ofte mellem såkaldte uafhængige stater som Iran, Rusland og Kina og USA-underdanige stater som de olierige kongedømmer i den Persiske Golf. Russisk militær intervention i Syrien udgør således en udfordring for Iran, som modsætter sig det internationale system domineret af stormagter.

Da Rusland i august 2016 afslørede, at dets væbnede styrker havde brugt Noje luftbase lige uden for Hamadan i Iran, provokerede det en kontrovers i Den Islamiske Republik, da landets forfatning forbyder fremmede magters etablering af militærbaser på iransk jord.

Formanden for det iranske parlament, Ali Larijani, præciserede da at de russiske luftstyrker kun brugte basen midlertidigt for at bombe ”terrorister” i Syrien.

På trods af naturlige grænser i et ulige partnerskab mellem en verdensmagt og en regional magt har den iranske politiske elite formået at forvandle den gamle russiske fjende til en partner – noget som de iranske kommunister fra Tudeh partiet ikke lykkedes med i tiden mellem slutningen af anden verdenskrig og deres exit fra den iranske politiske scene i 1983.

 

Artiklen var først udgivet i The Conversation.

 

Kilde: KOMNEWS