Folkemordet mod armenerne for 102 år siden

Om natten til den 25. april, 1915, arresterede den tyrkiske stat over 200 armenske samfundsrepræsentanter i det daværende Konstantinopel. I de følgende dage blev yderligere hundredevis pågrebet.

Otte dage før han invaderede Polen udtalte Hitler sig: ”Hvem, trods alt, taler i dag om udslettelsen af armenerne?”. Han talte om den inspiration han fik fra Osmannerrigets folkedrab på 1.5 millioner armenere, da han startede sin egen udslettelseskampagne. Selv i dag hjemsøges armenere hele verden rundt af mindet om det armenske folkemord.

De blev alle sammen sat i fængsel i det anatolske fastland, hvor de fleste af dem blev henrettet uden rettergang. Det ungtyrkiske partis regime havde længe planlagt folkemordet på armenerne og beretninger om overgreb mod armenere i de østlige krigszoner havde allerede set dagens lys i de første par måneder af 1915. Krigsministeriet havde per regeringens plan afvæbnet de armenske rekrutter i den osmanniske hær og enkadreret dem i arbejdsregimenter, som skulle udføre arbejde under slavelignede forhold.

De tidligste kendetegn på det armenske folkemord viste sig, i hvordan den armenske befolkning af mænd var blevet stærkt reduceret og gjort uarbejdsdygtig, og i pågribelserne og henrettelserne af de armenske folkeledere. Alt dette uden nogen form for mediedækning, et coverup undskyldt ved at landet var i krig, og det lykkedes dermed staten at implementere deres planer om at udrydde den armenske befolkning i al hemmelighed. Derfor stod det ungtyrkiske partis intentioner først klokkeklart, da overgrebene den 24. april skete. Da den osmanniske hovedstads største armenske samfundsleder var blandt de folk, der blev arresteret den aften, stod det klart hvad formålet bag den tyrkiske stats fremgangsmåde var. Deres død varslede om mordet på en oldtidskultur. Den 24. april huskes derfor i dag som den dag, det armenske folkemord begyndte.

Det armenske folkemord blev centralt planlagt og administreret af den tyrkiske stat og udført på hele Osmannerrigets armenske befolkning. Det skete i løbet af første verdenskrig fra året 1915 til 1918. Det armenske folk blev udsat for deportationer, ejendomsberøvelse, kidnapning, tortur, mord og hungersnød. Næsten hele den armenske befolkning blev tvangsdeporteret fra Armenien og Anatolien til Syrien, hvor størstedelen blev sent ud i ørkenen for at dø af sult og tørst. I hele det Osmanniske rige blev større antal armenere metodisk massakreret. Børn og kvinder blev kidnappet og led forfærdelige krænkelser. Hele det armenske folks rigdom blev konfiskeret. Efter et kort års ro i kølvandet på første verdenskrig begyndte grusomhederne igen i årene 1920 til 1923 og de få tilbageværende armenere blev udsat for yderligere massakre og tvangsdeportationer. I 1915, 33 år før FNs folkemordskonvention blev vedtaget, fordømte verdenssamfundet det armenske folkemord som en forbrydelse mod menneskeheden.

Det påskønnes at halvanden million armenere gik til mellem 1915 og 1923. Der levede omtrent to millioner armenere i det Osmanniske rige ved første verdenskrigs udbrud. Godt over en million var blevet tvangsdeporteret, da året blev 1915. Hundrede tusindevis var blevet myrdet. Mange andre døde af den sult, udmattelse og sygdom, der herskede i koncentrationslejrene. Mange af de armenere, der levede i udkanten af det Osmanniske rige undslap at lide samme skæbne som deres landsmænd fra de tyrkiske centralprovinser. Titusindevis flygtede til det russiske grænseområde, hvor de levede en skrøbelig eksistens som flygtninge. Størstedelen af armenere i Konstantinopel, rigets hovedstad, slap for tvangsdeportationer. I 1918 begav ungtyrkernes regime sig ind i det russiske Kaukasus, hvor omkring 1.8 millioner armenere levede. Osmanniske styrker, der marcherede gennem Østarmenien og Azerbaijan, udslettede også her systematisk befolkningen. Tvangsdeportationerne og massakrerne udført af de nationalistiske tyrkere imellem årene 1920 og 1922 tilføjede yderligere titusindevis af ofre. Da året kom til 1923 var hele Lilleasien og det historiske Vestarmenien ryddet for dens armenske befolkning. Ødelæggelsen af det armenske samfund i denne del af verden var absolut.

Udarbejdet med information fra Armenian National Institute.

 

Kilde: ANF