Kronik: Det sorte spørgsmål, det kurdiske spørgsmål

Af Mohammed Elnaiem

Jeg tror, at frigørelsen af kurdere og de sorte er forbundet. Jeg tror på at begge kampe er animeret af radikal humanismens ånd og at løsningen af det kurdiske og de sortes spørgsmål er vigtige skridt mod universal frihed. Dog er det også en tragedie, at vi altid bare er forblevet et spørgsmål af de magter, der har holdt os i trældom.

Engang var folk mere åbne for at spørge ind til ”det kurdiske spørgsmål” og ”de sortes spørgsmål”, men nu holder de det mere hemmeligt. Måske er en anekdote på sin plads for at forklare hvad jeg mener.

I 1933 havde Trotskij, et tidligere medlem af det sovjetiske politbureau – det er svært at forestille, at de tyrkiske myndigheder ikke vidste hvem han var – inviteret nogle af sine amerikanske sympatisører for at diskutere ”neger spørgsmålet” i Prinkipo, Tyrkiet.

Mens tyrkerne selv beskæftigede sig med ”det kurdiske spørgsmål”, og besvarede det med grundsætningen/maksimen ”Lykkelig er den der kalder sig selv tyrk” (assimilation), så det ud til at de havde det fint med at Trotskij var vært for en diskussion om det dengang kaldte ”Neger- spørgsmålet”.

Ved denne anledning appellerede de velmenende amerikanske trotskister – mange af dem var blindet af deres egne fordomme – imod de sortes ret til selvbestemmelse. Løsningen, de insisterede på, var at de sorte amerikanere ikke skulle arbejde for deres egen nation, men for at forene sorte og hvide arbejdere.

Fordi Det Kommunistiske Parti i USA havde udtalt, at de vil støtte en sort nationalstatsdannelse, besluttede mange sorte intellektuelle af tilslutte sig dem i stedet for Trotskisterne, som havde svært ved at overbevise denne gruppe. De trotskistiske delegerede var lamslået af dette og havde svært ved at forstå hvorfor deres budskab ikke appellerede til den sorte intelligentsias forventninger og ambitioner.

”Negerne” som en national minioritet
Et medlem af den amerikanske liga klagede til Trotskij over, at ”man anerkender negerne som en national minoritet i den forstand, at de har deres eget separate sprog. De har ingen særlige nationale traditioner, kulturer eller religion; ej heller har de særlige nationale minoritetsinteresser”.

De insisterede på, at ønsket om selvbestemmelse var småborgerligt, og at de sortes skæbne var ”at underordne sig landets klasse relationer og stole på dem”. Det var en gammel fortælling, som Eugene Debs udtrykte det i 1903: ” Der er intet de sortes spørgsmål men derudover er der spørgsmålet om arbejde – arbejderklassens kamp”.

Jeg er sikker på at I, mine kurdiske venner, ligeledes er stødt på disse ord før.

Til sin egen fordel, greb Trotskij de sortes forventninger om en sort frigørelseskamp mere sofistikeret an. Denne russer, som intet vidste om den sorte population i hans eget land, langede ud efter amerikanerne og argumenterede kraftigt:

”Vi forpligter, naturligvis, ikke negrene til at blive en nation: men hvis de er, så sætter vi spørgsmålstegn ved deres bevidsthed. Det er hvad de ønsker og hvad de stræber efter. Vi siger, hvis negrene ønsker dette, så må vi kæmper imod imperialismen til den sidste bloddråbe, så de opnår retten til, uanset hvordan og hvor de vil, at opdele et stykke land og tage det for dem selv. Det faktum at de ikke er en majoritet i nogen stater betyder intet. Det er ikke et spørgsmål om statens autoritet, men om negrene.”

Han var minsandten oparbejdet ud fra en vigtig tradition. For eksempel troede Marx på, at selvom de engelske arbejderes dominans kunne bevæge os imod frigørelsen af menneskeheden – så vil de engelske arbejdere ikke opnå noget, hvis ikke de løste ”det irske spørgsmål”. Han endte med at konkludere, at fordi de engelske arbejdere var for chauvinistiske, så skulle ”Irland være løftestangen” i stedet. I samme ånd insisterede Trotskij på, at det var de hvide arbejdere, som agerer undertrykkende og som skurkene overfor de sorte arbejdere. De hvide forfølger de sorte og gule samt føler foragt for dem og lyncher dem.

Meningsløse opfordringer om at forene arbejderne er uduelige, medmindre vi oprigtigt griber spørgsmålet om selvbestemmelse an. Det er en skam, at venstrefløjen blot er kørt fast i disse opfordringer.

Tyrkiets gæstfrihed overfor Trotskij

Jeg vil gerne have, at vi nu fokuserer på rammerne: Tyrkiet. Den tyrkiske stat, der fremstår som et citadel af oplysningstiden, tillod at disse diskussioner fandt sted. Faktisk var det Atatürk selv – en brændende anti-kommunist – som sørgede for at vise Trotskij den gæstfrihed, han nydte af under sit eksil fra Sovjet Unionen. Tyrkiet, et sted hvor marxister fra hele verden kunne komme til og diskutere ”neger spørgsmålet”.

Men hvad med det kurdiske spørgsmål? Tja, de tyrkiske myndigheder gjorde alt hvad de kunne for at udrydde det; enten ved at underkaste kurderne til tyrkiskhed og stemple dem som ”bjergtyrkere” eller ved at udrydde kurderne helt. I 1923 insisterede Ismet Inönü, den godhjertede kommunist, der talte for Trotskij, at ”den store nationale forsamling (i.e. parlamentet) også repræsenterer kurderne ligeså meget som det repræsenterer tyrkerne”.

I 1925 var han dog af den opfattelse, at regeringen bør ”tilintetgøre dem, der modsætter sig tyrkerne eller tyrkiskheden”. Det er den potentielle skæbne for alle, der betragtes som et ”spørgsmål”.

Tre år før Trotskijs afstraffelse, insisterede Mahmut Esat Bozkurt, den daværende justitsminister, at ”De som ikke er af ren tyrkisk oprindelse kan kun have én ret i dette land – retten til at tjene tyrken”.

Dette har altid været sandheden om Tyrkiet. Det er et land, hvor myndighederne på en og samme tid kan foregive, at de befrier landet fra udefrakommende og opfordrer til trældom af ikke-tyrkere i landet. Det kan foregive at være anfører for den palæstinensiske kamp og samtidig ødelægge og eliminere kurdiske landsbyer. Det kan skabe en platform for diskussionen af ”neger spørgsmålet” og samtidig benægte eksistensen af det kurdiske spørgsmål.

Glem ej, at Erdogan, uanset hvor islamistisk han påstår at han er, bærer på den tyrkiske republikanismens traditioner. Lad ham aldrig overbevise dig om det modsatte.

Det kan siges om både de sorte og kurderne, selvom vi ikke anvender disse ord i dag, så har vi altid været et ”spørgsmål”.

Som W.E.B Du Bois udtrykte det:

”De henvendte sig til mig på en halv-tøvende måde, kiggede på mig nysgerrigt eller medfølende, og sagde ’jeg kender en fremragende farvet mand i min by’ – en indirekte måde at spørge ’hvordan føles det at være et problem’. Til det tilsigtede spørgsmål ’hvordan føles det at være et problem’, svarer jeg sjældent med et ord”.

Vi er stadig ikke forpligtet til at svare, for det er udmattende. Selvom de betragter os for værende et problem, er det deres tab, at de ikke kan begribe at vi måske kan være løsningen. Vi bliver måske udmattet af at være et spørgsmål, men der er ingen grund til fejre i dag. Vi har opnået et nyt stadie i radikal humanisme. Vi er i en tid, hvor både de sortes og kurdernes kamp har erkendt, at vejen til selvbestemmelse ikke er det samme som søgen på statsdannelse. Lad os arbejde sammen i dette nye stadie, som begge vore kampe gennemgår. Lad os tænke på hvordan vi kan ændre verden uden at gribe statsmagten. I mod revolutionære interkommunalisme, i mod demokratisk konføderalisme.

 

Oversat af kurder.dk fra http://kurdishquestion.com/article/3735-the-black-question-the-kurdish-question