Pressemeddelelse: STOP DEN TYRKISKE STATSTERRORISME MOD KURDERE

Flere organisationer indkalder til demonstration foran den tyrkiske ambassade i København på lørdag den 19. december kl. 13:00 for at fordømme den tyrkiske statsterrorisme mod civile, navnlig i de kurdiske byer.

 

Organisationerne, herunder FEY-KURD, PYD, PJAK, YNK, GORRAN, KOMALA, FOKUS-A, OPSAK indkalder til demonstrationen foran den tyrkiske ambassade i København. Demonstrationen starter lørdag den 19. december kl. 13:00 på Svanemøllen Station og optoget slutter foran den tyrkiske ambassade i København. Demonstrationen arrangeres af ovennævnte organisationer for, at fordømme den tyrkiske statsterrorisme mod civile.

 

Siden det tyrkiske parlamentsvalg den 1. november har kurdiske byer været mål for intensiverede angreb fra de tyrkiske sikkerhedsstyrkere, dagligt massakreres kurdiske civile, heriblandt børn, mødre og ældre. Dags dato er der udgangsforbud i fem kurdiske byer, mens det tyrkiske militær sammen med politiets specialstyrker angriber civile mål med kampvogne og helikoptere. Belejringen og udgangsforbuddet i de kurdiske områder forårsager dagligt civile tab, imens den skaber en stigende frygt iblandt befolkningen i regionen. Familier flygter fra urolighederne samtidig med, at offentlige ansatte i visse byer bliver blevet bedt om at forlade byerne og det frygtes, at angrebene derfor bliver endnu mere intensiveret. Visse skoler og offentlige institutioner er lukkede på ubestemt tid og militæret har overtaget nogle af de offentlige bygninger, som pt. bliver brugt som våbenlager.

 

Blot i løbet af de sidste fem måneder har urolighederne ført til, at omkring 300 civile har mistet livet i Tyrkiet. Daglige angreb mod civile, der bliver skudt af de tyrkiske specialstyrker trækker landet længere ind i en blodig borgerkrig, hvilket udrydder håbet om en fortsat fredelig løsning af det kurdiske spørgsmål.

 

Den 10. oktober blev en regeringskritisk fredsmarch ramt af to formodede selvmordsbomber. 102 demonstranter mistede livet. Den tyrkiske regering med Erdogan i spidsen nøjedes med at adressere angrebet til IS uden at finde bagmændene for dette angreb. Krænkelse af menneskerettigheder finder sted ligeledes over for flygtninge i landet, hvilket Amnesty International har dokumenteret i en netop udgivet rapport. Vi finder det opsigtsvækkende og forfærdeligt, at EU på trods af disse krænkelser kunne tillade sig at belønne den tyrkiske regering med 3 mia. euro for at stoppe flygtningestrømningen.

 

Som underskrevne organisationer opfordrer vi derfor verdenssamfundet og den danske offentlighed til at tage afstand fra den tyrkiske statsterrorisme mod civile kurdere og andre demokratiske kræfter i landet. Der er brug for solidaritet fra samtlige demokratiske kræfter for at lægge et større politisk pres på den tyrkiske regering, der ingen grænser kender, når det gælder om at undertrykke folks ønske om et mere demokratisk og fredeligt liv.

 

Med venlig hilsen

FEY-KURD (Sammenslutning af Kurdiske Foreninger i Danmark), PYD (Demokratisk Unionsparti i Rojava, Nordsyrien), PJAK (Partiet for det frie liv i Kurdistan, Rojhelat, Iran), YNK (Kurdistans Patriotiske Union i Sydkurdistan), GORRAN (Oppositionspartiet i Sydkurdistan), KOMALA, FOKUS-A (Forbundet for Kurdiske Studerende og Akademikere), OPSAK (Odense Pir Sultan Abdal Kulturforening), Dansk Kurdisk Kvindeforening, Alevi Forbundet i Danmark DABF, Nazim Hikmet Kulturforening, Platforma Kurden Anatoliya Navin Danimarka, HDK Danimark Koordinasyonu og Hızbî Şûî Kurdistan- i Danmark.