Hvem vil drage nytte af krig mellem tyrkere og kurdere?

Af Serdal Benli

Det tyrkiske militær har netop genoptaget operationer mod kurdiske oprørere i de kurdiske områder i Tyrkiet. Tidligere i dag dræbte militæret en kurdisk guerilla og en politisk aktivist, som prøvede at stoppe de militære operationer.

Det er betænkeligt, at operationerne er blevet genoptaget i en tid, hvor den såkaldte fredsproces pågår, og hvor det prokurdiske HDP ser ud til komme over spærregrænsen på 10 pct. ved valget den 7. juni i Tyrkiet. Hvem vil drage nytte af denne nyopblussede krig?

En af de øverstbefalende fra de kurdiske oprørsstyrker proklamerede i går (henvendt til Tyrkiet), at de ikke længere vil krig. Dagen derpå provokerer tyrkisk militær gennem militære operationer i Kurdistan. Det virker som om, at Erdogan er panisk. Hans drøm om et præsidentielt system i Tyrkiet, hvor alle beføjelser gives ham, synes i fare, hvis hans pressede venner i AKP fortsat mister tilslutningen i meningsmålingerne. Mon han spekulerer i at vinde valget ved igen at starte krigen? Det er tidligere set i tyrkisk politik!

 

Billedet er af Cezmi Budak, som i dag blev likvideret af tyrkisk militær, fordi han ville forsvare freden. Æret være hans minde.