Tale til minde demonstration for ofrene i Paris

– Af Søren Søndergaard (folketingskandidat for Ø), fredag den 9. januar 2015 på Rådhuspladsen.

I dag mindes vi ofrene for to politiske forbrydelser i Paris. To forbrydelser, hvor gerningsmænd er trængt ind på en arbejdsplads og har myrdet medarbejdere med koldt blod. Medarbejdere, som med blyant i hånd kæmpede for en sag, de troede på: Mod diskrimination, undertrykkelse og magtfuldkommenhed. For ytringsfrihed, demokrati og folks ret til at bestemme selv.

Den ene forbrydelse kender alle. Den fandt sted i onsdags og var rettet mod det venstreorienterede satiriske ugeblad, Charlie Hebdo. Et blad, som i streg og tegning stiller spørgsmålstegn ved autoriteter, tabuer og dogmer. Også de religiøse. Her bliver ingen sparet.

Mange har følt sig stødt på manchetterne. I bladets levetid har det fået 21 sagsanlæg: 20 fra katolske organisationer og ét fra en islamisk. Og nogen har sikkert følt sig stødt med god grund.

Sådan er det jo med ytringsfrihed: Ind imellem bliver der sagt, skrevet eller tegnet noget, som vi synes er forkert, som vi synes er unfair og som vi måske endda finder direkte frastødende. Men ytringsfriheden indebærer jo også – eller bør i hvert fald indebære – mulighed for at sige fra og tage til genmæle.

Derfor må vi også sige klart: Ingen religion, ingen politisk retning, ingen ydmygelse eller overgreb kan bruges som undskyldning. Myrderierne på Charlie Hebdo må fordømmes klart, entydigt og uden nogen forbehold. Fuld stop.

Den anden forbrydelse kender langt færre til. Den fandt sted i dag for præcis to år siden, hvor tre kurdiske kvinder – Sakine, Fidan og Leyla – blev myrdet i det kurdiske informationscenter i Paris. Alle tre kvinder blev skudt i hovedet og efter at have besøgt gerningsstedet betegnede den franske indenrigsminister drabene som ”en henrettelse”.

Hvad var disse kurdiske kvinders forbrydelse? I virkeligheden den samme som Charlie Hebdo’s – at de brugte deres ytringsfrihed. Til at tale for det kurdiske folks rettigheder, til at tale for kvinders rettigheder og til i det hele taget at tale for et samfund uden undertrykkelse, men med demokrati, ligestilling og mangfoldighed.

Deres brug af ytringsfriheden var der tydeligvis nogen, som ikke kunne tåle. Det er ikke noget nyt for det kurdiske folk. Det har altid måtte betale en høj pris for ytringsfriheden. Ja, sågar en høj pris for bare at ytre sig på sit eget sprog – også om det så kun var nogle få ord.

Sakine, Fidan og Leyla kommer desværre ikke til at opleve det personligt. Men den tid er uigenkaldeligt forbi, hvor det kurdiske folk kan tvinges til tavshed.

Forklaringen hedder Kobani, som nu i over 100 dage har modstået belejringen fra Islamisk Stat og Tyrkiet. Kobani har ikke bare sat en stopper for Islamisk Stats fremgang. Kobani er også blevet et symbol på den spirende kurdiske enhed, som kan udgøre et alternativ til de reaktionære regimer og formørkede bevægelser i Mellemøsten. Regimer og bevægelser, som de vestlige lande alt for længe har opfundet eller understøttet for at pleje egne imperialistiske interesser.

Det forstod Charlie Hebdo bedre end de fleste. For mindre end 3 måneder siden skrev den nu afdøde chefredaktør, Stéphane Charbonnier, en kort tekst i anledning af Islamisk Stats angreb på Kobani. Teksten havde overskriften ”Kurderne forsvarer os alle” og lød som følger:
”Jeg er ikke kurder, jeg kender ikke noget kurdisk ord, og jeg vil ikke være i stand til at nævne navnet på en kurdisk forfatter. Kurdisk kultur er mig helt fremmed.
Ak ja! Men så skete det … lad os spise kurdisk. I dag er jeg kurdisk. Jeg tænker kurdisk, jeg taler kurdisk, jeg synger og græder kurdisk.
De belejrede kurdere i Syrien, er ikke bare kurdere. De er menneskeheden, som giver mørket modstand.
De forsvarer deres liv, deres familier, deres land. Men om de kan lide det eller ej, er de det eneste bolværk mod Islamisk Stats fremgang.
De forsvarer os, ikke mod islamfantaster, der ikke er terrorister, men mod det mest barbariske gangstervælde.
Hvordan kan den såkaldte koalition mod disse halshuggere være troværdig, når mange af koalitionens medlemmer, af vidt forskellige årsager, har delt (og til dels stadig deler) deres strategi, politik og økonomi?
Imod kynisme og død står i dag det kurdiske folk.”
Stéphane Charbonnier havde ret. I dag står det kurdiske folk i den forreste frontlinje i kampen mod Islamisk Stat og for demokrati og mangfoldighed i Mellemøsten. Den kamp vil blive vundet. Ikke hvis Gud vil. Men hvis vi vil!
Styrk den internationale solidaritet!