Kobane er blevet ét symbol

Eva Flyvholms tale til FEY-KURD’s demonstration lørdag den 01. november.

Tak for, at jeg må være her i dag sammen med jer.

For få måneder siden var der ikke mange i Danmark eller resten af verden, der kendte Kobane. I dag er der international aktionsdag og Kobane er blevet ét symbol. Ét symbol på en mangfoldig og demokratisk modstand mod ISIS. Ét symbol på at vi går imod den tyrkiske regerings undertrykkelse af kurdere. Og et symbol på at gode kræfter, nogen gange, kan sejre over onde. Det er så flot, og det er så vigtigt, at kobane stadig står i dag.

For tre uger siden var vi til fakkeloptog for Kobane ved Christiansborg. ISIS var lige kommet ind i byen. Og jeg var så bange for hvad der ville ske. Det virkede umuligt at stå i mod ISIS. Men det har forsvarsstyrkerne i YPG og befolkningen gjort. De har kæmpet modigt, stærkt og udholdende for at forsvare Kobane.

Vi demonstrerede også foran den tyrkiske ambassade for at få åbnet grænsen. Det virkede umuligt at rykke den tyrkiske regering. Men det har vi gjort. Internationalt pres og opmærksomhed har fået USA til at kaste våben, og der er åbnet for flere styrker. Der er lang vej igen, men den tyrkiske regering er under stort pres. Og vi vil blive ved med at kæmpe modigt, stærkt og udholdende for at presse Tyrkiet.

I dag står Kobane stadig. I dag demonstrerer hele verden i solidaritet. Og i dag har mange mennesker opdaget kurdernes kamp mod fascisme og undertrykkelse.
Det havde jeg ikke troet var muligt for få uger siden. Men det er det.
Det kurdiske folk kæmper modigt, stærkt og udholdende selv i den værste modgang. Og det er derfor Kobane stadig står.

Vi er her for at sende et signal til alle kvinder og mænd i Kobanê. Om at vi følger dem tæt, vi er solidariske med dem, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at støtte dem. De kæmper mod ISIS, de kæmper mod fascisme og undertrykkelse. Og de kæmper for at bevare et demokratisk, socialistisk selvstyre i Rojava.

Det er en dybt politisk kamp imod undertrykkelse. Den kamp skal Danmark støtte – og vi giver ikke op før det sker. Vi giver ikke op før Udenrigsministeren lægger pres på Tyrkiet. Vi giver ikke op før Kobane og de kurdiske områder er frie fra ISIS.
Og vi giver ikke op før alle mennesker kan leve frie fra undertrykkelse.

Længe leve Kobane! Længe leve Kurdistan. Biji biji Kobane, Biji biji kurdistan.