Længe leve Kobanê!

Tale til Fakkeltog for Kobanê:

Længe leve Kobanê!

Kære venner

I dag er vi samlet på en ekstremt trist baggrund. Vi står her fordi situationen i Kobanê er katastrofal. I mere end tre uger har fascisterne fra IS angrebet byen. De har erobret 350 landsbyer. 7 større byer i området. Nu kæmpes der fra hus til hus i selve byen Kobanê.

De modige kurdiske styrker kæmper modigt og stærkt, men de kæmper alene. Verden svigter kurderne. Danmark svigter kurderne.

I de sidste tre uger har mange af jer råbt og skreget. Sultestrejket og demonstreret for at få Danmarks og politikernes øjne til at rette sig mod Kobanê. I de sidste tre uger har vi fra Enhedslistens side råbt og skreget for at få regeringen og folketinget til at komme til hjælp. Desværre har regeringen og flertallet i Folketinget gang på gang afvist at hjælpe.

Tirsdag åbnede statsministeren folketinget ved at sige at enten handler vi mod IS eller også dukker vi os. Men hvorfor dukker statsministeren og regeringen sig overfor IS i Kobanê? Hvorfor nægter regeringen at handle selvom vi står overfor en truende massakre? Hvorfor kan Danmark hjælpe kurderne i Nordirak med våben og humanitær hjælp, men ikke hjælpe kurderne i det nordlige Syrien?

Realiteten er at den danske regering bøjer sig for Tyrkiet og USA. Regeringen sætter et godt forhold til Tyrkiet over tusinder af menneskeliv i Kobanê. Det er forfærdeligt at tænke på. Men det er realiteten.

Realiteten er at de demokratiske kræfter i Kobanê svigtes. De kurdere, arabere og kristne, der ikke bare har smidt Assaddiktaturet på porten, men også har skabt et mangfoldigt, sekulært demokrati trues nu af fascisterne fra IS. Disse demokratiske kræfter får ingen hjælp fra Danmark.

Jeg mener situationen er pinlig og tragisk. Jeg mener Danmark burde hjælpe. Kurderne skal have våben og ammunition så de kan forsvare Kobanê. Der skal lægges pres på Tyrkiet så der åbnes op ind til byen. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt at Danmark skal se passivt til mens Tyrkiet aktivt bidrager til at skabe en humanitær katastrofe.

Den modige kamp, som lige nu bliver kæmpet i Kobanê vil vi aldrig glemme. Vi vil aldrig glemme de kvinder og mænd, der kæmper mod alle ods. Der kæmper mod fascisterne fra IS.

Om de kvinder og mænd lever i morgen ved vi ikke. Men jeg ved at de modige kvinder og mænd aldrig vil blive glemt. Vi vil for altid huske dem.

Vi også ved alle sammen at i Kobanê bliver de ved med at kæmpe. Kobanê giver ikke op. Vi står her i dag fordi vi kæmper sammen med Kobanê. Fordi Kobanê ikke kæmper alene.

Lad os love hinanden. At kampen for Kobanê. Kampen mod IS. Kampen mod en hyklerisk dansk udenrigspolitik stopper ikke i dag. Den fortsætter i morgen. Heller ikke her i Danmark giver vi op.

Længe leve Kobanê. Biji Kobanê.
Længe leve Kurdistan. Biji Kurdistan.

Nikolaj Villumsen
MF