EL efter PKK-dom: revider terrorloven og tag PKK af terrorlisten

I eftermiddag er der faldet dom i sagen mod ti personer tiltalt for terrorstøtte til PKK. De tiltalte blev frifundet for støtten, men retten fastholder øjensynligt, at PKK er at betragte som en terrororganisation efter den danske terrorlovgivning. Enhedslisten mener, at det viser behov for at reviderer det alt for brede terrorbegreb i straffeloven, og at PKK i lyset af den nuværende situation i Tyrkiet, Nordirak og Syrien, hvor bl.a. PKK bekæmper den ekstremistiske organisation IS, bør fjernes fra de politisk bestemte terrorlister.

Retsordfører Pernille Skipper, siger:

– Nu skal vi læse dommen meget grundigt, men umiddelbart ser det ud til, at retten mener, at det ville være at betragte som terrorstøtte at samle ind til ROJ TV eller PKK, men at frikender på teknikaliteter. Det er efter min mening tegn på en stærkt problematisk terrorlov.

– Terrorbegrebet i den danske straffelov er alt for vidtgående. Denne sag viser, at man kan blive tiltalt for indsamling til en humanitær bistand, hjælp til jordskælvsofre eller hjælp til de kurdere, der lige nu kæmper i forreste linje mod de vanvittige ekstremister fra IS. Det er for bredt, for elastisk og det er et problem.

– Var de tiltalte i denne sag ikke blevet frikendt på bevisets stilling, ville de muligvis være blevet sendt i fængsel for at sende penge samme sted hen, som det danske Folketing med åbne øjne sender våben til. Det er absurd, at vi har en retsstilling, hvor man kan komme i fængsel for at hjælpe der, hvor Folketinget sender tonsvis af våben til.

– Tyrkiet og PKK indgår begge i fælles fredsforhandlinger. Og nu hvor Tyrkiet er under anklage for at hjælpe IS, og både Danmark og USA sender våben, som man ved, formentlig ender i hænderne på PKK, kan vi se, hvor lidt det giver mening at terrorstemple PKK – både politisk på de såkaldte terrorlister eller retligt gennem et bredt og elastisk terrorbegreb. Vi bør støtte op om en fredsproces i stedet.