Åbningstale til støttekoncert for Kobane arrangere

Åbningstale til støttekoncert for Kobane arrangeret af Nazim Hikmet Kulturforeningen og Feykurd

For få måneder siden var der ikke mange i Danmark, der kendte byen Kobane. I dag er Kobane blevet ét symbol. Ét symbol på den mangfoldige og demokratiske modstand mod fascisterne fra IS. Ét symbol på Erdogans undegtrykkelse af kurdere og de progressive i Tyrkiet. Ét symbol på Danmarks og NATOs hykleri.

Hvorfor er det at kurderne i Nordirak kan få våben mens kurderne og de demokratiske selvforsvarsstyrker i Kobane ikke kan?

Hvorfor taler underigsministeren om at bekæmpe IS, men afviser at støtte Kobane?

Hvorfor farer alle de borgerlige partier op som ulve hvis snakken falder på islamisk fundementalisme i Danmark, men falder ned som lam når Enhedslisten foreslår at støtte kampen mod islamisk fundementalisme i Kobane?

Svaret er at Danmark blindt følger den tyrkiske præsident Erdogan.

Dansk udenrigspolitik er i lommen på NATO og Erdogan. Dansk udenrigspolitik er fuld af flotte ord, men tom for indhold når snakken falder på Kobane.

Præsidentvalget i Tyrkiet viste at der er forandring på vej. HDPs flotte valgresultat med næsten 10 procent af stemmerne var ikke bare historisk. Det gjorde Erdogan bange. Bange for de voksende venstreorienterede og socialistiske kræfter. Bange for den mangfoldighed der kom imod ham.

Derfor har Erdogan erklæret krig mod fredsprocessen. Når anti-IS demonstranter dræbes på gaden, når kritiske journalister skydes ned, når de politiske fanger nægtes lægebehandling og kampfly bomber PKK så er det ikke fredelig forhandling. Så er det et forsøg på at skabe krig. Kobane er for Erdogan et forsøg på at skabe krig. Et forsøg på at ødelægge fredsprocessen med kurderne i Tyrkiet.

Men Erdogan har undervurderet Kobane. Undervurderet Kobanes modige modstand. Derfor er Erdogan lige nu under et massivt pres for at modarbejde kampen mod IS. Under pres fordi han støtter ekstremisterne.

Jeg er imponeret over det flotte solidaritetsarbejde der bliver lavet. Uden solidariteten var Kobane faldet. Den internationale solidaritet med Kobane har presset USA til at samarbejde med PYD.

Støttekoncerten i dag er sammen med de demonstrationer, aktioner og støttearrangementer, som er blevet holdt ikke bare i Danmark, Europa og USA, men i hele verden del af en bølge, som Erdogan og vestens hykleri ikke kan stoppe.

Ligesom i Kobane er vi i dag samlet på tværs af landegrænset, etniske og religioøse forskelle. Samlet i kampen for demokrati, social retfærdighed og mangfoldighed. Vi er del af den bølge, som Erdogan ikke kan stoppe.

For vores solidaritet, vores sammenhold og vores vilje til modstand kan hverken Erdogan eller hyklerne i den danske regering og NATO knække.

Vi støtter modstanden i Kobane og vi kender vigtigheden af international solidaritet. Derfor er denne støttekoncert så vigtig.

Tusind tak for ordet og rigtig god koncert.

Med venlig hilsen

Nikolaj Villumsen,
MF Enhedslisten