PRESSEMEDDELSE! København d.2.9.2014

En række kurdiske partier og organisationer i Danmark har holdt møde, for at tage initiativer, der kan støtte kurdernes kamp mod IS og at fjerne PKK fra terrorlisten. Retssagen mod 10 kurdere, der er under anklage for at samle penge ind til PKK genoptages idag. Anklagemyndigheden burde øjeblikkeligt ophæve sigtelsen og standse retssagen.
Der er mange alvorlige konflikter i verden for tiden, men efter vores opfattelse er den vigtigste, at religiøse fanatikere angriber uskyldige mennesker i Kurdistan.

I Mellemøsten er kurderne den befolkningsgruppe, der er mest fremme hvad angår demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed. Kurderne har også de bedste relationer til og samarbejde med landene i Europa.
I Irak og Syrien er den stærkeste modstand mod Islamisk Stat (IS) kommet fra kurdiske styrker. Det drejer sig om Peshmerga fra Sydkurdistan og Østkurdistan, YPG fra Rojava og PKK fra Nordkurdistan.
Forudsætningen for, at kurderne kan vinde kampen mod IS er, at de kurdiske styrker samarbejder og støtter hinanden i kampen. Og det gør de kurdiske styrker.

Derfor er det godt at Danmark og andre vestlige lande støtter de kurdiske styrker ved at forsyne dem med våben og andre nødvendige midler. Styrkerne kæmper side om side og er dygtige til at støtte hinanden med våben, viden og erfaring.
Derfor er det helt urimeligt at EU ikke tager initiativ til at fjerne PKK fra terrorlisten. Det er uforståeligt at EU-landene på den ene side forsyner styrkerne herunder PKK med våben og på den anden side fastholder terrorlisten.
Desuden er den tyrkiske regering i fuld gang med at forhandle en fredsløsning med PKK. En fjernelse af PKK fra terrorlisten ville fremme disse fredsforhandlinger.

Det er derfor på høje tid at tage initiativ til at opfordre den danske regering til at arbejde for at PKK bliver fjernet fra terrorlisten.

Vi har anmodet udenrigsminister Martin Lidegaard om et møde om situationen i Kurdistan og PKKs status.

Erklæring støttes af følgende kurdiske foreninger og organisationer
KURDISK FORUM,DANSK KURDISK KVINDEFORENING, INISIYATIFA KURD LI DANMARK, NAZIM HIKMET KULTURFORENING, RANDERS ALEVI KULTURFORENING, PUK/YNK, HOLSTEBRO VENSKABSFORENING, HILLERØD KURDISKE KULTURFCENTER, KURDISK UNGDOM, PYD, PJAK, FEY-KURD, FOKUS-A, DKAF, FOLKETS DEMOKRATISKE PLATFORM, KURDISK HUS I ODENSE, KURDOCIDE WATCH, KURDISTANS DEMOKRATISKE PARTI IRAN, TAV GARA GORAN, HIZBI ZAHMATKÊSHAN IRAK, KOMALA ZAHMATKÊS IRAN