”Freden skabes ikke ved, at man lukker medierne”

Avisen ’Özgür Gündem’ blev ved domsafgørelse lukket i en kort periode, hvorefter den hurtigt blev åbnet igen. At lukke medierne er en klar krænkelse af pressefriheden. Hvorfor protestere eller råber medieverdenen ikke op om sådanne uretfærdige handlinger. Alle er tavse. Har pressefriheden ingen betydning mere?

Når man hører historier om lukning af medier bliver man ført tilbage 1980’erne, hvor pressen under militærstyret heller ikke turde ytre sig. Det var dengang, hvor der i Diyarbakir Fængslet blev udført systematisk tortur fra statens side. I det fængsel fik man bl.a. mennesker til at spise affald og udsatte dem for umenneskelige hændelser. Man valgte at overse denne problematik, som bl.a. har gjort at det kurdiske problem kun er blevet mere dybt – og dermed sværere at løse. Under disse umenneskelige og uretfærdige forhold opstod frihedsbevægelsen PKK.

I 90’erne valgte man, at dræbe de mennesker, der ytrede nogle andre tanker end dem systemet ønskede. ’Folk forsvandt pludselig’ og man har siden fundet ud af, at over 17.000 mennesker systematisk blev dræbt af staten – igen i 90’erne. Avisen Özgür Gündem oplyste i 90’erne om disse hændelser, men blev endnu en gang fra statens side lukket og nogle af de ansvarlige fik endda fængselsstraffe. 76 ansatte hos Özgür Gündem, hvoraf 30 af dem var journalister, forsvandt op igennem ’de mørke 90’er’.

Nu i 2012 får de frataget deres frihed. At beskylde pressen for, at propagandere giver ikke en ret til at lukke mediet. ’Alle skal kunne ytre sig om det de vil og man løser ikke problemerne ved, at ”kvæle” den enkeltes frihed’. Vi er nødt til, at skabe dialog og sætte os ved det samme bord. ’Et bord’ hvor alle indblandede parter er nødt til at deltage og således vil der være grobund for skabelsen af en demokratisk proces. En demokratisk proces hvor der skal være plads til alle ’folk, sprog og kulturer’.

KILDE: DICLE HABER