”De politisk anholdte børn” har i Pozanti Fængslet været ude for seksuelt vold.

“De stenkastende børn” som pt. sidder indespærret har fortalt til forskellige kilder, at de i fængslet blev seksuelt overfældet og misbrugt. Børnene siger endvidere, at fængselspersonalet var klar over disse hændelser, men man valgt ikke at handle. Børn blev og bliver stadig placeret sammen med andre fanger, hvor voldshandlinger finder sted. De løsladte børn har bl.a. fortalt disse historier til nyhedsbureauet DIHA.

En af de løsladte H.K. på 15 år fortæller om sit 4 måneder lange fængselsophold fra Pozanti Fængslet. Iblandt de fængslede var der misbrugere, kriminelle, mordere osv. H.K. beskriver det således: ”Jeg så flere gange seksuelle overfald og misbrug fra fangernes side mod ”de stenkastende børn. Nogle gange prøvede de med tvang, at tage vores bukser af. Det vi oplevede i fængslet kan ikke beskrives med ord, da det var så uvirkeligt og umenneskeligt”.

Et andet tilfangetaget ungt menneske S.A. (17 år) fortæller, at han deltog i en gadedemonstration og blev anholdt af politiet, hvorefter han blev slået med knipler og slag. Han var blevet beskyldt for at spionere, men har aldrig fået at vide mod hvem og hvorfor han spionerede og derfor var han meget uforstående overfor deres beskyldninger.

‘PRESSET TIL AT KYSSE FLAGET’

Efter sin anholdelse blev S.A. videresendt til Pozanti Fængslet, hvor han fik nogle meget grusomme oplevelser. S.A. siger, at ”der oplevede jeg meget grimme ting. Fangerne i min celle prøvede, at kvæle mig med et reb, hvorefter de slå os. De kaldte os terrorister og tvang os til at kysse det tyrkiske flag. Når jeg nægtede at kysse flaget blev de ved med at slå mig indtil jeg gav mig”.
I cellen blev børnene vækket klokken 5-6 om morgenen og bedt om at gøre rent. S.A. siger, at de grusomme oplevelser de har haft i fængslet stadig sidder tæt inde på deres krop og umiddelbart virker det som, at det foreløbigt bliver svært at glemme. En del af de løsladte børn og unge har stadig svært ved at komme ind i normal dagligrytme. Flere gange har de klaget til fængslets personale og ledelse, men de har overhovedet ikke handlet.

S.A. har sammen andre bedt om, at blive flyttet til andre celler, men som sagt var der ingen handling. A.K. (17) derimod var på vej hjem fra arbejde og opdagede kampe mellem demonstranter og politiet. Han fik tåregas i øjnene mens han forbipasserede og løb på livet løs ind i det nærmeste hus for at få noget hjælp

i det øjeblik han flygter fra tåregassen bliver han fanget af politiet og beskyldt for at deltage i optøjerne under demonstrationen. Politiet gav ham et partisanertørklæde på og tog billeder af ham, hvorefter han blev slået i politiet bilen med knipler og slag, og ført til Pozanti Fængslet.
Ligesom de andre anholdte børn og unge udtaler A.K., at ”det var den seksuelle udnyttelse der var værst under fængselsopholdet. Fanger pressede dem til, at komme ned i deres senge og blive dermed udnyttet seksuelt. Fængselspersonalet reagerede ikke en eneste gang”.

Børn blev sidst besøgt af den praktiserende læge Didem Gediz Gelegen og med hendes hjælp har de kontaktet IHD (Den Tyrkiske Menneskerettighedsorganisation) og fortalt om sine grusomme og modbydelige oplevelser i Pozanti Fængslet.

‘SOM OM AT DE BESKRIVER ANDRE´

Da børnene fortalte om deres oplevelser om seksuel udnyttelse i fængslet var det som at de beskrev andre. Det skyldtes bl.a. alle de detaljer de beskrev. Gelegen siger således: “Nå de fortæller om situationerne og oplevelserne er man ikke et sekund i tvivl om, at de virkelig har oplevet det der er sket”.

”Jeg kalder dem børnene fra Pozanti Fængslet” siger Gelegen og tilføjer, at hun er berørt af børnenes psykiske tilstand. ”Fortællingen om barnet, som bliver påtvunget ned i en fanges seng, gjorde at jeg holdte mig for ørene, da jeg ikke kunne klare historie”, sagde Gelegen. Disse oplevelser har helt sikkert givet dem varige psykiske men for resten af deres liv og ikke mindste menneskelig skade. Deres livssyn og frihed er blevet krænket på det groveste, og det bliver absolut ikke let at få rettet op på det.

Det kan godt være, at myndighederne ikke handler, men alle mennesker med kendskab til den historie bør følge den til dørs. Staten løser ikke problemerne ved, at sætte mindreårige i fængsel og derefter behandle dem umenneskeligt. Man er nødt til, at indse denne problematik med børn, der bliver seksuelt udnyttet og mishandlet i fængslerne.