Roj-dom falder under demo

Herboende kurdere og andre støtter demonstrerer foran byretten, når dommen i sagen om Roj TV bliver afsagt på tirsdag.

Der bliver trangt ved Københavns Byret når dommeren på tirsdag klokken 13 læser sin kendelse op i sagen mod den kurdiske tv-station, Roj TV.

Det skriver dagbladet Arbejderen.

To kurdiske foreninger, Fokus-A og Fey-Kurd, inviterer nemlig alle, der vil vise deres støtte til Roj TV, til møde op foran byretten en time inden dommen afsiges.

– Sagen mod Roj TV er udtryk for politisk pres fra Nato, USA, Tyrkiet, og Anders Fogh Rasmussen. Nu har de danske domstole endelig muligheden for at vise omverden, at domstolene i Danmark værner om ytringsfriheden, også når det gælder kurdere, siger Sores Bilikan til Arbejderen.

Han er formand for sammenslutningen af kurdiske foreningen i Danmark (Fey-Kurd) og de kurdiske studerende og akademikere (Fokus-A), der arrangerer demonstrationen.

Radio-og TV-nævnet har fire gange afvist Roj TV skulle stå bag terrorpropaganda.

– Vi forventer samme afgørelse fra byretten. Den her sag handler i virkeligheden ikke kun om Roj TV. Den handler om rækkevidden af det danske demokrati. Kurderes ytringsfrihed er presset over hele verden. Roj TV giver os mulighed for at ytre os og blive informeret om kurdernes situation, uddyber Sores Bilikan.

Justitsministeriet har anklaget Roj TV efter terrorloven for at bringe interviews med sympatisører og ledere af den kurdiske oprørsbevægelse, PKK, der står opført på EU’s og USA’s terrorlister.

»Lad os vise omverden at det kurdiske folk står bag Roj TV«, lyder opfordringen fra de to kurdiske foreninger Fokus-A og Fey-Kurd