Lille men problematisk sejr til ROJ TV

Foto: Mette Kramer Kristensen
Foto: Mette Kramer Kristensen

Kurdiske ROJ TV kan foreløbig fortsat sende fra Danmark, men blev idømt millionbøde og erklæret »PKKs propagandacentral« i byretten. Tyrkiets ambassadør forudser, at dommen kan blive problematisk for det danske EU-formandskab. Dommen er en skændsel for demokratiet, mener tv-stationens advokat Bjørn Elmquist.

Foto: Mette Kramer Kristensen

Af Charlotte Lund – 10. januar 2012 
40 dagbøder á 65.000 kroner (2,6 million) og en titel af at være betalt propagandacentral for den kurdiske oprørsbevægelse PKK, der figurerer på EU’s terrorliste.
Men også fortsat tilladelse til at sende satellitfjernsyn fra København til millioner af kurdere verden over.
Sådan lyder afgørelsen fra en enig domsmandsret i Københavns Byret tirsdag den 10. januar over den kurdiske TV-station ROJ TV.
»En skændsel«
»ROJ TV (har, red.) vist lange sekvenser med PKK folk, der talte uden at studieværterne brød ind og har også modtaget penge fra organisationen, derfor mener vi at der er belæg for at afgøre at de driver propaganda for PKK, vi mener ikke at der er hjemmel for at fratage dem sendetilladelsen«, fremgår det blandt andet af dommen.
Den udlægning kan ikke genkendes af tv-stationens advokat Bjørn Elmquist, der regner med at anke dommen.
– Det tror da pokker, at de kun finder PKK-venlige klip, når retten har insisteret på kun at se det, som anklagemyndigheden har fremlagt. Det repræsenterer under en promille af den samlede sendeflade. Samtidig har de pure afvist, at se klip og analyser, som forsvaret og Radio- og tv-nævnet har fremlagt, siger han.
Bjørn Elmquist tilføjer, at han tvivler på, at ROJ TV kan få lov til at fortsætte særlig lang tid med en terrordom i bagagen.
– Det er en skændsel for demokratiet, navnlig for mig, der jo selv har været med til at skrive lovene engang. Og det er meget udansk, at andre landes politiske agenda i så høj grad kan influere principperne i det danske retssystem, forklarer han med henvisning til Tyrkiets bestræbelser på at lukke TV stationen igennem i de sidste syv år.

Tyrkisk ambassadør: Det vil koste
Tyrkiets ambassadør i Danmark, Ahmet Berki Dibek, der har fulgt hele retssagen nøje, er heller ikke tilfreds med dommen, som efter hans mening er ikke er retfærdig.
– Det er skuffende, at de for lov til at beholde sendetilladelsen, når det er tydeligt for dommen, at de støtter terrorisme, siger han.
Ambassadøren tilføjer, at han tror at PKK vil betale ROJ TV’s bøde, som efter hans mening burde have været på de 20 millioner kroner, som anklagemyndigheden havde krævet.
Efter Ahmet Berki Dibeks mening kan byrettens dom gå hen og blive problematisk for Danmark.
– Set i lyset af, at Danmark netop har overtaget EU formandskabet vil en fortsat sendetilladelse give problemer i forhold til et samarbejde med Tyrkiet, fortsætter han og opfordrer Radio- og TV-nævnet til at inddrage sendetilladelsen hurtigst muligt.

I tre tilfælde har Radio- og tv-nævnet tidligere vurderet, at den kurdiske TV-station ikke har overtrådt radio- og tv-lovgivningens bestemmelse om, »at programmerne ikke på nogen måde må tilskynde til had på grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans«.
– Nævnets vurdering svækker umiddelbart anklagemyndighedens sag væsentligt, så anklageren er nødt til at inddrage andre typer af beviser for at sandsynliggøre påstanden om, at der er tale om propagandamateriale, der fremmer terrorisme, har professor i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet tidligere udtalt.
Afmålt begejstring
Umiddelbart efter domsafsigelsen udviklede en kurdisk demonstration på omkring 300 mennesker foran retsbygningen sig til en glædesrus med musik og dans.
– Nu kan de vist godt pakke Muhammed-tegningerne sammen, det er den største sejr i ytringsfrihed, der nogensinde er vundet i Danmark. Hele verden kigger med i dag og glæder sig over at sendetilladelsen er reddet, lød det ekstatisk fra talerstolen.
Den holdning blev delt af det meste af menneskemængden.
– Trods bøden er jeg meget meget glad. Det var helt rigtigt af Danmark at tage den beslutning, siger Ahmet Celik inden han gik tilbage til den spontane dansecirkel på pladsen foran Københavns byret.

Artiklen er publiceret i http://modkraft.dk