Censur á la Tyrkiet

LEDER – 17. Jan I Tyrkiet bliver kritiske journalister smidt i fængsel – hvis de da ikke bare forsvinder sporløst. Kritiske medier bliver forbudt. Står det til regeringen, skal det sidste princip åbenbart også gælde herhjemme.

Det kurdiske Roj TV, der er forbudt i Tyrkiet, hvor bare det at sende på det kurdiske sprog er forbudt, er endt i landflygtighed i Danmark. Men åbenbart ikke så meget længere. Efter en farce af en retssag, der måler sig med de »retssager«, kritiske journalister kommer ud for i Tyrkiet, har Københavns byret dømt tv-stationen. Ikke for at have støttet terror, men for at have interviewet talsmænd fra det i Tyrkiet forbudte Kurdistans Arbejderparti, PKK – uden efterfølgende at have ladet repræsentanter for den tyrkiske regering komme til orde i udsendelsen.

Men det er ikke Roj TV, der nægter at lade den tyrkiske regering komme til orde. Det er den tyrkiske regering, der nægter at lade Roj TV komme til orde – i Tyrkiet såvel som i Danmark.

Er PKK en terrororganisation, som det hævdes i byretsdommen? PKK har ført væbnet kamp, javel, men mod en forfølgelse af det kurdiske mindretal i Tyrkiet, der har omfattet nedbrænding af hundredevis af kurdiske landsbyer og forfølgelse, mishandling og tortur af den kurdiske civilbefolkning – blot fordi kurderne ikke vil opgive deres kultur og sprog.

PKK kom på EU’s terrorliste i 2005 – samme år som EU indledte forhandlinger med Tyrkiet om landets optagelse i EU. Men i 2008 afsagde EU-domstolen en dom, der påbød EU at fjerne PKK fra terrorlisten, fordi optagelsen på listen var sket uden juridisk grundlag. EU har ikke rettet sig efter denne dom. Hvorfor mon?

Historieprofessor Uffe Østergaard blev efter byrettens dom spurgt om regeringens løfte om at ændre lovgivningen, så Roj TV kan forbydes. Han svarede, at vi har EU og USAmod os i denne sag, og at der så ikke er andet at gøre end at »skelne mellem principper og realiteter, for realiteten er jo, at der bliver lagt et hårdt pres på Danmark… Fra et realistisk synspunkt er der ikke andet at gøre.«

Arbejderen har allerede mærket censurens svøbe. Vores internetudbyder blev – med henvisning til terrorloven – truet til at fjerne en appel fra foreningen »Oprør« fra vores hjemmeside. Dengang blev sagen aldrig prøvet ved domstolen. Og nu sker det igen.

I virkeligheden drejer det sig ikke om, hvorvidt PKK er en terrororganisation eller en befrielsesbevægelse. Det drejer sig ikke engang om, hvorvidt det er en forbrydelse at sige, at PKK er en befrielsesbevægelse. Det drejer sig om at forbyde mediers ret til at viderebringe det synspunkt, at en organisation på EU’s terrorliste er en befrielsesbevægelse.

Så langt ude er vi. Så langt har terrorlovene bragt os.